Detour Dance Festival – Check your Privilige at the Door– Kurateret af Sara Jordan på Blågaard Teater

Blaagaard Teater
5. – 9. december 2023

Af: Tine salling

Detour så lyset for første gang i Dansehallerne i 2012. Under kunstnerisk ledelse af Bush Hartsorn fik street dance endelig en plads i huset for moderne dans. Og samarbejdet mellem Sara Jordan og Bush skubbede noget i gang, som i dag er blevet en institution i sig selv for undergrundsdans. Undergrund, street, club dance, hiphop. Dengang hed festivalen Detour Urban Dance Festival. Vel nok for at markere at det var undergrund og street, men uden at låse sig på hiphopgenren. I 2012 var det vigtigt at vise den etablerede danseverden at streetdance kunne være scenekunst. Det tog 10 år i sig selv, og når Sara Jordan nu har slettet Urban fra titlen, er mit gæt, at det både er fordi ordet føles som en undskyldning for at være street. Men også at en genrebetegnelse ikke længere er nødvendig. For vi er bare dansere alle sammen. Uanset genre. Uanset farve. Uanset køn. Og uanset privilegier. Bodies in Space. Unapologetically.

Detour 2023 har et helt nyt formål. Det handler ikke længere om at få lov til at danse hiphop på de etablerede scener uden at være baggrund i en opera. Det handler om at fremme diversiteten i dansk scenekunst og at få lov til at være dem, vi er. Unapologetically. Uden undskyldninger.

Det er her samarbejdet mellem Sara Jordan, Sargun Oshana og Blågaard Teater bliver genialt. For Detours transformation går hånd i hånd med Blågaards. Detour har spillet i Dansehallerne, på Edison, på gaden, i Dansekapellet foruden lokationerne uden for København og aldrig har det været mere hjemme end på Blågaards Teater. Her lader det til at Sara Jordan har fået mulighed for at gøre Detour til en helhedsoplevelse. For det første er Nørrebro det rette kvarter. Intet kvarter i Danmark er mere sammensat. For det andet starter oplevelsen allerede i køen ude på gaden.

Dørmanden er en ung kvinde med smuk ansigtsudsmykning, som byder velkommen og på venligste vis spørger hun, om vi hver især er bevidste om hvilke privilegier vi har. Så allerede her inviteres du til en forestillet verden hvor idéen er, at du lægger dine privilegier i garderoben, inden du går ind. Et lille tankeeksperiment til at starte din rejse, som sagtens kunne have føltes forceret, men det gjorde det på ingen måde pga den kærlige modtagelse.

Check Your Privilige At The Door er samtidig en diskret henvisning til ”Check Your Body The Door” som er en film om house dance undergrunden i New York. Filmens titel hentyder til at når man trådte ind på det dansegulv, lagde man alle sine bekymringer i garderoben (coat check), alt hvad der tyngede kroppen, og så var men fri og svævende. Club dansere kender det release. Personligt er det den frieste følelse jeg kender, på trods af mine åbenlyse privilegier. New York house clubbing er en helt unik oplevelse. Og jeg synes faktisk, det lykkedes Detour at genskabe den.

Indenfor spillede DJ Jolie og lyssætningen i Blågaard Teaters intime café understregede club viben. De to små toiletter var sjovt nok det mest club’ede for mig. Mørklagte med neonlys, som hvis man forsøgte at forhindre stofmisbrugere i at blokere toiletterne og med skrift på spejlet:

Næste del er min favorit. Teatersalens døre åbner 50 minutter før forestillingstid. Scenegulvet er af sølv som var det en fancy natklub og bagtæppet er af sølvkæder:

Rosa Malena & Patrick Afuale  – Interact

Gulvet bliver varmet op af house danserne Patrick og Rosa, som smiler og vinker, når du kommer ind ad døren, samtidig med at de er i gang med en udveksling. De jammer, leger, udfordrer, udforsker og stalker hinanden. Stalking er en måde housedansere taler sammen på dansegulvet. Og en venlig måde man som uerfaren kan gå ind på klubben og danse med en O.G. (Original Gangster – en meget erfaren danser) og få en slags lektion. Ikke en lærestreg. Det er ikke en battle, men en udveksling. Her får man som uvidende publikum en indføring i house dance kultur. Den uvidende er ikke mig, bevares. Hvis du ikke har gættet det endnu, er jeg helt på hjemmebane her. Og jeg var også nede på gulvet at danse sammen med dem og andre erfarne house-hoveder.

Patrick og Rosa har i mine øjne aftenens sværeste opgave. De performer ikke et færdigt sceneshow. Nu og da har de små koreograferede rutiner, men de er hele tiden i udveksling med publikum. De drikker vand. Læser rummet. De ser dig, når du kommer ind, favner dig. Byder dig kropsligt velkommen. Samtidig med at de er fordybet i deres egen leg. De formidler essensen. Og så er det jo alligevel en performance. En uofficiel performance, der varer over 45 minutter. Fuldstændigt ubesværet mens folk går ind og ud og snakker i salen.

Bobby Atiedu

Måske netop fordi Patrick og Rosa rammer noget dybt og længselsfuld i mig bliver overgangen til mørkt scenerum lidt for brat. Lights out. Dramatisk musik og lys. Aftenens første solo er i gang. Desværre er vi halvvejs igennem værket, før jeg kan solisten. Det skyldes at den første halvdel drukner i lysskift og for mange idéer udført på for kort tid. Bobby Atiedu’s dansetekniske styrke er popping, og det savnede jeg at se i hans performance. Eller bare et entydigt, tilbagevendende sprog. Men mest af alt savnede jeg at se ham. Næsten halvvejs igennem værket i et øjebliks ro med hvidt lys, ser vi hans øjne. Først der får han mig med på sin rejse efter en flakkende intro, hvor det var som om, jeg skulle hente meningen i de hits, han dansede til. Ifølge programmet er soloen en fortælling om at overvinde usikkerhed og finde sig selv. Måske har jeg ubevidst håbet at se en blottelse, der gik dybere end den t-shirt, der blev skraldet af overkroppen. Fordi den sårbare sorte mand ville være fint castet i den samlede fortælling om at nedbryde stereotyper. Bobby er ved første øjekast, det man hurtigt ville kategorisere som en maskulin tough guy, så hvad havde været bedre end at se den maske falde? Det er næsten det teaterplakaten med Bobbys ansigt vil have mig til at tro. Men masken falder ikke helt. Ved en gradvis afklædning og med skrift på brystet og ryggen vil han tydeligvis vise os en mand, der blotter sig lag for lag. Men for mig bliver det mere en ubevidst kropslig afsløring af rastløshed. Og i skrivende stund går det op for mig, at det da i virkeligheden også er en ret fin fortælling. Alt har sin ret under Detour. Og jeg glæder mig til at se flere lag af Bobby Atiedu.

Marie Kaae & Raffael Bender – ROOT´S

Aftenens anden (officielle) performance er en duet. Og sproget er house. Mine forventninger er høje og de bliver i den grad forløst. Raffael Bender og Marie Kaae åbner i en nær, rolig, cirkulær og organisk forbindelse, som udvider sig og trækker sig sammen i en konstant dynamisk udvikling. Deres forbindelse er helt unik. Når en duet er rigtig spændende, kan man mærke forbindelsen mellem danserne uanset placering i rum og relation, og det var nøjagtig, hvad der skete her. Marie kiggede på os, men hun talte til Raffael med sin ryg, og det var som om de var forbundet med elastisk, usynligt spindelvæv fra start til slut. Måske er det spindelvæv deres fælles rødder? De rummelige kostumer var ens. Vi så på to lige mennesker i en delt sårbarhed, uden kønsroller, hvilket stadig er sjældent i duetter mellem mand og kvinde. Lydsporet er fortryllende og i en overgang føler man sig hensat til en skovtur med fuglefløjt, hvor man ser to hjorte lege og finde fælles fodslag. Så skifter det til rødt lys og får en erotisk klang, måske var det alligevel en parringsdans? Men så skifter lydsporet og man ryger tilbage i en klubstemning, hvor det jeg nu ser mellem de to dansere er community building. Det ligner at de to dansere bliver til mange, som udtrykker sig individuelt og men i samme trinsprog i et stompende, tribal klimaks. De slutter i en omfavnelse. Det var ikke en kærlighedshistorie, men en kendskabshistorie. Mit kendskab til Marie Kaae som freestyler går mange år tilbage, men hurra for scenekunstneren Marie! Raffael var et nyt ansigt på scenen for mig, og hvor ER han spændende. Jeg håber at se mere samarbejde fra de to.

Ida ” Inxi ” Holmlund – Octo

Aftenens tredje treat er Inxi, som er en svensk performer med superkræfter inden for især vogueing og popping. Inxi har en sjælden evne til at skabe sit helt eget univers. Hun har optrådt til Detour før, men denne gang er det solo. Stykket åbner i et lydunivers, der lyder som skarpe knivblade, der varsler om en ond fremtid, og Inxi ligger på jorden som en udsplattet AI-robot-blæksprutte, der på trods af fejlprogrammering langsomt kæmper sig op på benene. Musikken er hård, men bevægelserne er bløde og bølgende. Alt sammen foregår i et kostume, der minder mest om Chers i musikvideoen til ”If I could turn Back time”, men med nogle bukseben gaffa-tapet til knæene, som et stykke legetøj, der er blevet repareret.  Da først skabningen kommer på benene giver hun publikum en ny treat: En 100% display catwalk med full-on vogue. Først er hun meget tændt og så pludselig meget slukket i ansigtet. Hun leger bevidst med nærværet vs distancen, sexobjektet vs robotten. Kvinden set i mandens øjne. The male gaze. Og der er som om hun når at spørger os: ”Er det det her, I vil have?” mens hun er på display. Og så opløser hun det hele igen. Arme bliver til ben og vi får en humoristisk backslide med glimmerstøvlerne på hænderne. Hendes bevægelser er konstant transformerende. Popping, waves og eminente isolationer transformerer hende til en firbenet blæksprutte. Publikum er fortryllet.

Og lige der laver Sara Jordan en geni-streg. For ligesom vi er lullet ind i drømmende underholdning skal vi rammes og vækkes af virkeligheden.

Sara Jordan – Am I making you uncomfortable?

Fra A.I. blæksprutte forførelse til Amy Sarrs virkelighed. Amy er en dansk danser med senegalesiske rødder, som i Saras dokumentar ”DANS(K)”  fra 2020 giver udtryk for, at hun aldrig har det rette look til at blive valgt på den danske scene, og hun heller ikke helt har fundet modet til at udtrykke sig med Sabar, som er en meget udtryksfuld senegalesisk trommedans. Blandt andet derfor er det en kæmpe gave, når Sara lader Amy folde sig ud i et lillebitte værk med en kæmpe kæmpe kraft. Soloen bygger på en Poetry Slam af Kyla Jenée Lacey om White Privilege og det hele går rytmisk meget stærkt som vi rammes af ordene ”We’ve learned your French, your English, your Spanish, your Dutch, your Portugese, your German. You’ve learned our nothing, you called US stupid…” mens Amy bevæger sig først blidt og prøvende. Men i takt med rimene folder hun sig ud i SIT sprog: en eksplosiv og rørende Sabar-dans og så slutter det hele pludseligt med et black-out efter ordene ”That is white privilege!”. Og så er der pause. Alle er helt forpustede og blæst tilbage i sædet. Selv uden forhistorien om Amy er budskabet klokkerent. Kontrasterne er så skarpe. Det er så godt kurateret og koreograferet. Man går til pause for at få luft efter en mavepuster.

Yvonne Smink – Gravity and Other Myths

Efter pausen møder vi Yvonne. Yvonne har løse fodboldshort på og en bluse, der tillader os at se de stærkeste mavemuskler i kvindes minde! Hun skal danse på en stang, men hun er heldigvis ikke i trusser. Jeg er lettet. Ikke fordi jeg har noget imod dans i trusser, men fordi hendes solo er så renset for klichéer om poledance, det være sig stripperklichéen eller påtaget nycirkus-quirkiness. Jeg kan bedst beskrive Yvonne som en tyngdeophævende amazone, der kan poppe, locke og breake lige så godt som de bedste gutter på gaden, men hun gør det bare sidelæns to meter over gulvet. Man fristes til at kalde det Dans på Tværs. Og hun gør det til en Ted Talk om tyngdekraft og rumvidenskab, hvor fortællingen om en krop i rummet udfolder sig, samtidig med at hun demonstrerer en helt ny måde for en krop at være i et rum. Mens den mandlige stemme deler fakta om, hvad der sker med en krops muskelmasse, når den lever uden tyngdekraft, svæver Yvonne fra det ene umulige powermove til det næste, og hendes muskelmasse har på ingen måde været udsat for en svækkelse. Alligevel forstår man ikke at tyngdekraften er til stede i scenerummet. Først når hun giver os det klassiske fald fra toppen af stangen til hun griber lige inden jorden bliver det bevist. Det eneste cirkustrick i nummeret. Resten er ren rum-flow.

Zhané Samuels – Beenie man tribute

Så bliver det dancehall time som Zhané Samuels nummer danser ind fra siden af publikumsrækkerne. Her er ingen overraskelser. Hverken i kostume eller fortælling. Titlen er også bare ”Beenie Man Tribute” og det prøver ikke at være andet. Selvom det så kan minde om en frontal danseskoleopvisning, så er det også okay, fordi det bliver en humørløfter hvor salen klapper med. Danserne er teknisk dygtige, rowdy, flirty og festlige. Det ”girlpower” udtryk, de fire skarpe dansere her illustrerer, har jeg aldrig følt mig hjemme i, så derfor er jeg ikke på det klappende og hujende hold, men jeg kunne konstatere, at jeg var i undertal. Måske skulle jeg også have checket mine dancehall-fordomme ind i garderoben. Spøg til side, jeg accepterer præmissen, fordi det nu er tydeligt for mig at vi er på en rejse gennem så mange forskellige udtryk fra club- og streetdance og endnu engang er stemningsskiftet velkurateret og bliver en god overgang til aftenens sidste performance.

Mounia Nassangar – Resilience

Så bliver det Mounias tur. Og gudskelov for det. For DEN girlpower kan jeg forstå. Med en selvtillid som James Brown træder hun ind i rummet i hvid skjorte, baggy jeans og kasket, som skygger for halvdelen af hendes ansigt. Hendes tilstedeværelse i rummet alene taler til os med en autoritet som oftest kun er mænd forundt. Hun owner rummet, før hun har lavet et eneste move. Jeg ville ønske, der var et godt dansk ord for det, men det er der ikke. Sådan er street dance. Og når noget er så funky som hende, så dækker intet andet ord end FUNKY. Og man kan mærke, før hun rigtig er i gang med at danse, at hun har funken. Det er et udtryk, en groundethed, en nastyness og en autoritet. Og når Mounia går ind i rummet føler jeg, jeg hører Prince sige: ”she came to bring the house down”. Og så danser hun. Waacking. Unapologetically.  Og det gør hun, så jeg straks tænker, hun er den maskuline, kvindelige version af den feminine mand Archie Burnett. Og Archie kan du se i filmen ”Check Your Body At The Door”. Og således sluttes ringen i Detour Dance Festival 2023.

Eller den slutter så først efter alle performere kommer ind og jammer i ring og her var overgangen fra Mounia til jamsession så meget mere flydende end den mellem uofficielt og officielt sceneprogram. Danserne forlader scenen og Blågaard Teater er igen en house club i New York.

Anmeldelsen er skrevet af Tine Salling – freestyle street danser siden sit første møde med Out of Control i 1990. Professionel ca et årti efter med speciale i funkstyles og house. Har læst Teatervidenskab og Dansens Æstetik og Historie som side-kick og været Dance Lecturer på Ohio State University’s College of Fine Arts. Tine satte et værk op til den første Detour i 2012.

DETOUR DANCE FESTIVAL

Blaagaard Teater
5. – 9. december 2023

Selv hvis du, som jeg, normalt er at finde i mere klassiske omgivelser, så tag lige og kast dig ud i det her. Skal man overbevises om, at der findes anden dans i Danmark end ballet, så er Blaagaard Teater et godt sted at blive klogere.

Af: Julie Renata Bjerremand

HVAD ER DET
Detour Dance indtager for første gang Blaagaard Teater med en festival, der skal give plads til den form for scenekunst, vi normalt ser for lidt af på danske scener. Siden 2012 har Detours kunstneriske leder, Sara Jordan, samlet dansere og kunstnere fra hele verden. Hendes mission er at tage fortællinger og kulturer tilbage til deres oprindelse og give en stemme til minoriteter. Sproget er dans, alt fra pole dance til dance hall, og budskaberne er personlige. De kalder på mangfoldighed, på individualitet, på inklusion.

VI MENER
Blaagaard Teater er blevet forvandlet til en vibrerende natklub. Bastunge rytmer fra en DJ-pult og sparsom belysning fra farvede lysstofrør sætter stemningen. Bag et gardin af metalkæder åbner sig en anden verden. Her er floor åbent for alle, en invitation til den modige (den frie?) om at skrive sig ind i fortællingen, før den er begyndt. Værket Interact er aftenens første – en slags ouverture, om man vil. House-danserne Rosa Malena og Patrick Afuale bliver broen mellem publikum og performance, og du er hermed inviteret til at krydse den og danse med.

Herfra folder Detour Dance Festival sig ellers ud for fuld udblæsning i syv helstøbte og selvstændige værker. Publikum har indfundet sig på sæderækkerne, forventningsfulde og med opmærksomheden rettet mod den nu tomme blanke metalcirkel, der udgør scenen. Første værk: Bobby Atiedu i sin egen stærke omend skrøbelige koreografi bestående af popping og ballroom moves. Efterfølges af andet værk, Roots: sensuel house-dance duet mellem Marie Kaae (koreograf) og Raffael Bender (musik). Tredje værk: en legende tilgang til popping genren med stærke elementer af vogue og et komplet frafald af selvhøjtidelighed, danset og koreograferet af Ida “Inxi” Holmlund. Fjerde: koreograferet spoken word med titlen Am I Making You Uncomfortable, der taler til dit racebias med både ord (Kyla Jenée Lacy) og bevægelse (Amy Saar). Efter pausen, et femte værk: Gravity and Other Myths er pole danser Yvonne Sminks imponerende, vægtløse fuck-finger til Newton og postulatet tyngdekraft. Sjette værk: fire dansere i energisk og flabet tribute til Beenie Man, koreograferet af Zhané Samuels. Og til syvende og sidst: Mounia Nassangar i egen overlegne ballroom-hiphop heavy koreografi.

Selvom stilarterne er mange, er programmet helstøbt og velkurateret. Det er heftigt, svedigt, overlegent og helt igennem henførende dans i verdensklasse. Værkerne bindes sammen visuelt af Thora Eriksens skarpslebne lysdesign, og at highlighte ét ville være at gøre resten uret. Derfor en sætning dedikeret til hver. Pointen: Hvis du er til dans i hvilken som helst afstøbning, er Detour Dance Festival for dig. Selv hvis du, som jeg, normalt er at finde i mere klassiske omgivelser, så tag lige og kast dig ud i det her. Skal man overbevises om, at der findes anden dans i Danmark end ballet, så er Blaagaard Teater et godt sted at blive klogere.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Forestillingen er fuldstændig udsolgt, men det er jo snuesæson, så ønsk din næste det værste og forsøg at møde op i døren – det kan jo være, at der er sygemeldinger på dagen.

https://www.den4vaeg.dk/anmeldelser/detour